|
Beskyttelse af flagermus Alle de danske arter af flagermus er totaltfredede. Det gælder primært dyrene selv, men også i et vist omfang deres levesteder. Man kan dog få lov til at udsluse en koloni fra bygninger, hvis den er til stor gene. Vildtkonsulenten på det lokale statsskovdistrikt vil kunne hjælpe dig, hvis flagermusene giver alvorlige problemer. Følgende love og direktiver omfatter flagermus: EF-habitatsdirektivet pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte en række navngivne dyrearter herunder flagermus. Det er forbudt at; - indfange og aflive flagermus. - forstyrre flagermus, specielt når de har unger, overvintrer eller vandrer. - ødelægge yngle- eller rasteområder. Gulliste 1997 er en slags observationsliste, der udarbejdes af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Arter, der optræder på gullisten, er stadig almindelige men i kraftig tilbagegang. Desuden finder man her de arter, som Danmark har et internationalt ansvar for, de såkaldt nationale ansvarsarter. Det drejer sig typisk om trækfugle, og kriteriet er, at mindst 20% af jordens samlede bestand af en art på et eller andet tidspunkt opholder sig i Danmark, eller at arten er sjælden på verdensplan. Damflagermusen er en national ansvarsart. Rødliste 1997 indeholder arter, der er forsvundne, truede, sårbare eller sjældne i Danmark. Også her er der et vist overlap med de nationale ansvarsarter. Rødlisten opdateres ligesom gullisten ca. hvert 5. år. 10 af de danske arter af flagermus er på rødlisten; dam-, Brandts, vand-, skæg-, frynse-, brun-, trold-, langøret, bredøret, Bechsteins flagermus, hvoraf de første 8 er særdeles sårbare. Bern-konventionen beskytter Europas vilde planter og dyr samt deres levesteder og giver Danmark en forpligtelse til at tage hensyn til de særligt truede og sårbare arter og deres levesteder. Bonn-konventionen har til formål at beskytte de vilde dyr, som vandrer over grænserne. Stærkt truede arter skal beskyttes ved fredning eller ved fredning af deres levesteder Lov om jagt- og vildtforvaltningens formål er at sikre arts- og individrige bestande og at skabe grundlag for en bæredygtig forvaltning af dyrelivet. Det er i denne lov de enkelte arter sikres helt eller delvis med fredning (jagttider) ligesom muligheden for regulering af enkelte dyr er nedfældet. Af interesse for flagermus er at hule træer og træer med spættehuller ikke må fældes fra 1/2 til 31/8. Desuden er der ikke jagttid på flagermus.
|