Flagermus benytter sig af en enestående teknik til at orientere sig i luftrummet, nemlig ekkolokalisering.

Flagermusen udsender en serie ultralydsskrig i frekvensområdet 20-150 kHz. Når en lydbølge rammer en genstand, f.eks. et træ eller en bille, dannes et ekko, som flagermusen analyserer og opfatter som et billede. (Se animation af ekkolokalisering)

For os mennesker er flagermusenes natlige fødesøgning ganske lydløs - vores ører kan nemlig kun klare op til 20 kHz, og det er måske meget godt! Flere flagermusarters skrig er nemlig særdeles kraftige. Man har målt op lydtryk op til 120 dB svarende til at stå under 100 m fra en startende jetfly!

I søgefasen er skrigene relativt lange og udsendes med faste intervaller. Når flagermusen registrerer et insekt, afkortes skrigene, og antallet af skrig forøges. Når insektet er helt tæt på, skal afstanden finjusteres, og skrigene bliver ultrakorte og udsendes meget hurtigt efter hinanden, op til 200 skrig pr. sekund! Dette kan vi høre med en ultralydsdetektor som et kort buzzzz....

Brugen af ultralyd og ekkolokalisering er uhyre effektiv. Undersøgelser har vist at vor hjemlige langørede flagermus uden problemer kan navigere gennem et netværk af udspændte tråde med en diameter på kun 0,3 mm, og flagermus kan registrere om et insekt har flyttet sig så lidt som 0,1 mm mellem to skrig!

Hver art har sit eget karakterisktiske skrig såvel mht. lydstyrke som frekvensområde, hvilket ganske godt afspejler artens normale flyve- og fangststrategi.

Langøret flagermus udsender meget hurtige lydbølger på omkring 58 kHz. Lydbølgerne har en meget kort rækkevidde, idet de nærmest udsendes som en hvisken. Med detektor kan lydbølgerne kun opfanges på under 10-15 m.	Brunflagermus har et søgefrekvensområde, der ligger tæt på det hørbare: 20 kHz. Lydbølgerne udsendes med meget stor kraft og har en lang rækkevidde. Med detektor kan brunflagermus ofte registreres på afstande helt op til 200 m.