| Udseende
Flagermusene er selvfølgelig tilpasset livet som luftlevende pattedyr. De relativt store vinger springer umiddelbart i øjnene. Knoglerne er lange og tynde og er beklædt med en ultratynd men meget stært flyvehud. Flyvehuden er udspændt mellem forlemmernes fire fingre (tommelen er fri), kroppen, halen og baglemmerne. Den er hos de små flagermus kun 0.05 mm tyk, og alligevel er der plads til blodkar, muskler og elastiske fibre! |
||||
|
|
||||
| Flyvehuden er 5 gange tyndere end en
operationshandske, men alligevel 3 gange stærkere!
Tandsættet er typisk for en insektædere med små spidse tænder. Netop tænderne er vigtige til artbestemmelsen. Ørernes mangfoldige udformninger afspejler deres særdeles centrale betydning som "lyttelapper". Ved basis i hvert øre sidder et indre ørelåg, tragus, som også er vigtig i artsbestemmelsen. De fleste flagermus hviler hængende i bagbenene, men de kan jo heller ikke andet når forbenene er blevet til vinger! Men flagermusenes storetå sidder yderst - modsat alle andre pattedyrs! Benet er nemlig drejet 180 grader i hofteleddet, og derfor vender knæet også bagud! Tilpasningen giver et bedre afsæt når flagermusen skal sætte af. Hunnerne har to små dievorter mellem bagbenene og hannerne en tydelig penis. |
||||
|
||||
| Vingernes form siger noget om dyrets flugtstrategier. Brunflagermusen har smalle, halvlange vinger, som er bedst til hurtig retliniet flugt, men elendig til at manøvrer rundt blandt buske og træer. Frynseflagermusen har derimod korte, brede vinger og de egner sig betydeligt bedre til at manøvrere rundt med. Vingernes form er altså afgørende for hvor den enkelte art søger sin føde - eller også er det omvendt! | ||||
|