Italieneren, Lazarro Spallanzi (1729-1799), var en de allerførste, der opdagede at flagermus kunne "se" i mørke!

En sen nattetime i 1793 sad han i sit arbejdsværelse ved et stearinlys med en slørugle og en flagermus flyvende frit omkring. I dette halvmørke kunne de begge orientere sig perfekt, men slukkede han stearinlyset var det kun flagermusen, der undgik forhindringer.

Så trak han en uigennemsigtig hætte ned over flagermusens hoved, og nu kunne heller ikke den klare sig længere.

Umiddelbart konkludere han at flagermus kunne se ved meget lavere lysintensitet end både han selv og uglen. Ganske fornuftigt!

Men han grublede lidt over sagerne de næste par dage og kom frem til at han måske havde gjort andet end blot lukket af for synet med hætten. Han lavede nye hætter, denne gang var de gennemsigtige.

Resultatet blev det samme som før - flagermusen tumlede ind i alt!

Konklusionen var at flagermusen havde en "sjete sans"!

Efter et par års korrespondance med kollegaer lavede han nye forsøg: Han satte en voksprop i flagermusens ører. Og der lå flagermusens hemmelighed! Flagermusens hørelse var det centrale i evnen til at flyve i totalt mørke. Men hvad den hørte kunne han ikke begribe!

Første i 1930’erne kom videnskaben nærmere en løsning. Donald Griffin viste at flagermus udsender lyde, som ikke er hørbare for mennesker - nemlig ultralyde. Han fandt også ud af at flagermus aflæste ekkoet fra disse højfrekvente lyde til at sondere terrænet - og gav det navnet ekkolokalisering.