|
Trusler mod flagermusene
Alle vore flagermus er sårbare og truede. Mennesket er reelt det eneste dyr der udgør en trussel for flagermusene, men en af og til kan ræve, katte og ugler snuppe en godbid.I Danmark efterstræber vi normalt ikke flagermus, men de bliver ofte indirekte ofre for vore aktiviteter. En af de største trusler ligger derfor nok i ukendskab til disse spændende dyr og deres levevis. Fredning og beskyttelse gør der ikke alene - oplysning, viden og kendskab til flagermusenes levevis og betydning i naturen er mindst lige så vigtigt. Det moderne og intensive skovbrug har gennem en generation skabt en skov uden gamle træer med sprækker og hule træer som spættetræer. Skovsøer er drænet væk og våde områder forsvundet. Leve- og opholdsstederne er svundet kraftigt ind. Men den nye naturskovsstrategi og et ændret natursyn er nu så småt ved at vende udviklingen til det bedre. Landbruget har intensiveret driften og omkostningerne har også her været en decimering af vandhuller, kanalisering og rørlægning af vandløb, fjernelse af læhegn osv. Flagermusenes fourageringssteder er dermed forsvundet. Både landbrug, skovbrug og private bruger i tonsvis af sprøjtemidler hvert år i kampen mod ukrudt og insekter. Men prisen er at der er blevet længere mellem insekterne. Oliekrisen betød at vi i den grad isolerede og tætnede vore boliger. Nu er der ikke den mindste sprække tilbage i taget så flagermusene kan komme ind. Minegange, kældre og loftrum er blevet lukket hermetisk af, og hvor skal flagermusene så overvintre?
|