At sove fra problemerne, når det fryser og fedtreserverne er fyldt op:
Under isvintre fryser vore søer og kystnære områder hurtigt til, og engarealer og vintersædsmarker ligger ofte dækket med et tykt lag sne. I sådanne tilfælde kan det være umuligt at finde føde, men svanernes naturlige reaktion på problemerne er at sove sig fra det hele. De lægger sig op på isen, trækker benene op i den isolerende fjerdragt og stikker hovedet under vingen. Alle tre nordiske svanearter benytter dene særlige overlevelsesstrategi, hvis vi får vedvarende frost.
På denne måde nedsætter svanerne deres energiforbrug til et minimum, og de bruger ikke livsvigtige fedtreserver til unødige bevægelser. Kender man ikke til denne særlige overvintringsmetode, kan man let tro, at svanerne er frosset fast til isen, men faktisk kan de klare sig igennem i ugevis.
Strategien kræver, at svanerne har et godt fedtlag at tære på. Undersøgelser har vist, at en stor voksen hansvane lige før vinteren vejer godt 12 kg. Heraf  er de tre kg fedtreserver, som er opbygget i løbet af efteråret. Beregninger godtgør, at hvis svanerne ligger helt stille, forbrænder de kun ca. 65 gram fedt i døgnet. En fuldfed svane i god efterårskondition kan således sove sig gennem vinterkulden i godt halvanden måned.
Meget lange isperioder er svanernes største problem, kun de fedeste overlever - de magre dør. Det går dog værst ud over de unge uerfarne svaner. - Her gælder det om at lære af de voksne!